Sæt vand over til mungbønner, og skyl frugt og grønt.
Mungbønner. Kom mungbønner i en gryde med rigeligt, letsaltet vand, og kog dem møre, cirka 30 minutter.
Klargøring af grønt. Snit forårsløg helt fint på skrå, og kom i en skål til servering. Skær pak choy i brede strimler, og skær gulerødder i tynde skiver på skrå. Halvér lime. Skær svampe i halve eller kvarte, afhængig af størrelsen.
Peanutdressing. Rør jordnøddesmør og tamari med saft af ½ lime, og rør det godt sammen. Justér eventuelt konsistensen med en smule vand, så du får en tyndtflydende dressing. Smag til med fx en smule salt eller lidt mere limesaft.
Stegt grønt og silketofu. Varm en stor pande op, tilsæt olie, og lynsteg gulerødder og pak choy ved høj varme i 1 til 2 minutter. Krydr med salt, og læg til side.
Varm panden op igen, tilsæt ny olie, og steg svampene i 3 til 4 minutter, til de er bløde. Krydr med salt.
Smuldr silketofu i panden med svampe. Steg videre i yderligere 3 til 4 minutter, til tofuen er gennemvarm.
Fordel mungbønner i skåle, og vend sammen med gulerødder og pak choy. Top med svampe, silketofu og snittet forårsløg. Dryp med peanutdressing og eventuelt ekstra limesaft.
Kom de hvide bønner i en skål, og dæk med rigeligt vand. Lad dem stå på køl til dag 3.