Sæt vand over i en gryde til kartofler. Skyl grøntsager, mango, lime og chili.
Kartofler. Halvér eventuelt de største kartofler, så alle har tæt på samme størrelse.
Kog kartofler møre under låg i saltet, kogende vand i 8 til 10 minutter. Sluk for varmen, og lad kartoflerne trække færdigt i kogevandet i cirka 5 minutter. Hæld vandet fra.
Mango. Skræl og skær mango i mindre stykker. Pil og snit rødløg i små tern. Skær lime i både.
Vend mango i en skål med rødløg, limesaft, lidt olivenolie, salt og peber.
Chilistegt svinekød. Pil og hak hvidløg. Snit chili fint.
Opvarm en pande med olivenolie, og steg hvidløg og svinekød i 7 til 8 minutter. Hak let i kødet under stegningen – så det deler sig i små stykker. Steg fortsat, og krydr med limesaft, salt eller eventuelt soja, og masser af frisk chili (men gem lidt chili til kartoflerne).
Spinat-kartofler. Hæld vandet fra de nye kartofler, og vend dem med olivenolie, baby-spinat, lidt chili og salt.
Jordnøddedressing. Rør jordnøddesmør med lidt koldt vand, limesaft, salt eller eventuelt soja, samt peber. Tilsæt koldt vand, indtil konsistensen er som fløde.
Anret spinat-kartofler på tallerkener, og fordel chilistegt svinekød på midten. Tegn striber af jordnøddedressing herpå, og top med frisk mango.