Tænd ovnen på 200 grader varmluft, og sæt vand over til flækærter. Skyl kapers fri for salt, og lad dem ligge i vand. Skyl frugt og grønt.
Flækærter. Kom flækærter i en gryde med rigeligt, letsaltet vand, og kog dem helt møre, cirka 30 minutter.
Hokaido og tomat. Skær hokkaido i både eller grove tern, og vend dem med lidt olie. Krydr med salt og istanbul-krydderi.
Kom græskarstykkerne på en bageplade med bagepapir. Bag dem møre, 20 til 25 minutter.
Vend tomater med lidt olie og salt, og kom dem i et ildfast fad. Bag dem med i ovnen de sidste 12 til 15 minutter af græskarrets bagetid.
Topping og tahindressing. Rist mandler let gyldne i ovnen, 5 til 7 minutter i ovnen. Hak dem groft.
Dræn vandet fra kapers, og hak dem groft. Riv skal af ½ citron, og hak persille fint. Vend kapers, persille og citronskal med de ristede mandler, og gem til topping.
Kom tahin i en skål, og rør med citronsaft og lidt salt. Tilsæt lidt vand, til konsistensen er lind.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg de kogte flækærter i 2 til 3 minutter. Krydr med lidt salt. Vend dem sammen med græskar inden servering.
Fladbrød. Varm brødene i 2 til 3 minutter i ovnen.
Servér flækærter og bagt græskar toppet med bagte tomater, mandel-topping og tahindressing. Spis fladbrød til.