Tænd ovnen på 220 grader varmluft, og sæt vand over til linser. Skyl linser samt frugt og grønt.
Bagte gulerødder. Skrub eller skræl gulerødder, og vend dem med lidt olivenolie på en bageplade med bagepapir. Krydr med salt, og bag dem i ovnen, til de er gyldne og møre, 20 til 25 minutter.
Linser - del 1. Kom imens linser i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem møre, 15 til 18 minutter. Hæld vandet fra.
Blommechutney og ristede mandler. Skær blommer i både, og hak espelette-peber fint. Halvér citron.
Kom blommer, espelette-peber, sukker og 2 til 3 spsk. vand i en lille gryde, og kog stille og roligt op, til blommer er kogt ud, 3 til 4 minutter. Smag til med salt og citronsaft.
Hak mandler groft, og rist dem let gyldne på en tør pande. Kom dem i en skål til topping.
Linser - del 2. Pluk og snit imens persille fint. Vend linser med persille, og smag til med lidt olivenolie, eddike, salt og peber.
Anret linser, og top med bagte gulerødder. Smuldr feta/salatost over, dryp med blommechutney, og drys med ristede mandler.