Tænd ovnen på 220 grader varmluft, og sæt vand over til linser. Skyl linser samt frugt og grønt.
Bagte gulerødder. Skrub eller skræl gulerødder, og vend dem med lidt olivenolie på en bageplade med bagepapir. Krydr med salt, og bag dem i ovnen, til de er gyldne og møre, 20 til 25 minutter.
Linser - del 1. Kom imens linser i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem møre, 15 til 18 minutter. Hæld vandet fra.
Æblechutney. Skær æble i tern a cirka 2x2 cm, og skær chili i tynde skiver på skrå. Halvér citron.
Kom æble, chili, sukker og 2 til 3 spsk. vand i en lille gryde, og kog stille og roligt op, til æble er kogt ud, 7 til 8 minutter. Smag til med salt og citronsaft.
Linser - del 2. Pluk og snit imens persille fint.
Vend linser med persille, og smag til med lidt olivenolie, eddike, salt og peber.
Anret linser på et fad, og top med bagte gulerødder. Smuldr feta over, dryp med æblechutney, og anret en portion på tallerkener.