Tænd ovnen på 200 grader varmluft, og sæt vand over til linser. Skyl linserne samt frugt og grønt.
Bagte squash og linser. Flæk squashene på langs, og rids skærefladerne i et ternet mønster med en lille kniv. Gnid overfladerne med salt og peber, og drys med za'atar.
Bag squashene møre og gyldne i ovnen i cirka 30 minutter.
Kom linserne i en gryde med rigeligt letsaltet vand, og kog dem møre, 15 til 16 minutter. Dræn vandet fra.
Tahin og valnødder. Halvér citronen, og pres halvdelen af saften i en skål. Rør tahinen ud heri, og smag til med salt og peber. Justér eventuelt konsistensen med vand eller olie.
Hak valnøddderne groft, vend dem med en smule olie og salt, og kom dem i et lille fad. Rist dem i ovnen i 4 til 5 minutter.
Spidskål og pære. Snit spidskålen helt fint, og skær pæren i smalle både.
Vend de varme linser med spidskål, lidt olivenolie, citronsaft, salt og peber. Kom det i en skål, og top med pærebåde og ristede valnødder.
Spis bagte squash med linser, kål og pære til, og dryp retten med tahindressingen.