Sæt vand over til ris, og skyl ris samt alt grønt.
Ris. Kom ris i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem i 20 til 22 minutter. Hæld overskydende vand fra.
Squashcreme. Pil og skær hvidløg i tynde skiver. Riv squash groft.
Varm en gryde med 1 teskefuld olie op til middel varme, og sautér hvidløg i 20 sek., uden at det tager farve. Tilsæt squash, og sautér videre i 2 til 3 minutter.
Skru ned for varmen, og lad squash simre i cirka 8 minutter under låg. Rør af og til, og dryp eventuelt med 3 til 4 spsk. vand, hvis det ser ud til at brænde på. Lad squashen blive så mør, at konsistensen nærmest er cremet. Smag til med salt og peber.
Gulerodssalat. Skræl gulerødder, og skær dem i lange tynde strimler med en skrællekniv.
Rør 1 teskefuld olie med 1 til 2 teskefuld eddike i en rummelig skål, og vend gulerødderne forsigtigt i dressingen lige inden spisetid.
Bangkok-krydret gris. Varm en pande op, tilsæt 1 teskefuld olie, og brun kødet på alle sider, 3 til 4 minutter i alt. Krydr med salt, peber og bangkok-krydderi (efter smag).
Anret squashcreme på midten af tallerkener, og top med bangkok-krydret gris og gulerodssalat. Spis retten med ris.