Tænd ovnen på 220 grader varmluft. Hæld eventuelt vand fra de kogte bønner, og skyl alt grønt.
BBQ-bagte søde kartofler. Skær de søde kartofler i tynde, ensartede både, og vend dem med lidt olie på en bageplade beklædt med bagepapir. Krydr med salt og BBQ-krydderi, og bag dem i ovnen til de er gyldne og møre, 25 til 30 minutter.
Klargøring af øvrige ingredienser. Hak imens græskarkernerne groft, og rist dem i en tør pande til de er gyldne, 3 til 4 minutter.
Pluk wasabina, og snit den fint. Skræl glaskål, og skær den i klodser som passer til bredden af din skrællekniv. Skræl dem derefter ud i tynde flager med skrællekniven. Pres eller riv hvidløg fint.
Glaskålssalat. Pres finger lime-perler ud i en skål, og rør sammen med 2 til 3 spsk. olivenolie og 1 til 2 teskefuld eddike.
Vend glaskål og wasabina sammen med finger lime-dressingen.
Hvide bønner. Varm panden fra græskarkernerne op igen, tilsæt en stor klat smør, og sautér de hvide bønner i panden, til de er gennemvarme.
Tilsæt hvidløg, rør rundt over varmen 1 minut, og smag til med salt og godt med sort peber.
Anret hvide bønner på tallerkener, og top med søde kartofler. Dryp med BBQ-sauce, drys med græskarkerner, og servér glaskålssalaten til.