Skyl frugt og grønt.
Dej til wraps. Pisk boghvedemel, æg og lidt salt og peber sammen i en skål til en dej. Spæd til med ¾ dl koldt vand, og lad dejen hvile, imens resten klargøres.
Refried beans. Pil og hak løg og hvidløg fint. Varm lidt olie op i en gryde, og sautér løg og hvidløg ved lav til middel varme i 7 til 8 minutter, til de er klare uden at tage for meget farve. Skru op og ned for varmen efter behov.
Tilsæt de kogte sorte bønner, og steg videre i 3 til 4 minutter.
Blend løg, hvidløg og bønner til en blød creme, fx med en stavblender direkte i gryden. Spæd eventuelt til med lidt vand, hvis det er for tørt. Smag til med BBQ-krydderi, salt og peber.
Spidskålssalat med nektariner. Snit spidskål mellemfint. Halvér lime, og rør limesaften med lidt olie i en salatskål. Skær nektariner i tynde både eller i tern. Vend spidskål i dressingen, og smag til med salt og peber. Vend derpå nektariner forsigtigt i kålen.
Boghvedewraps. Varm lidt olie op på en pande, og bred cirka ¼ af dejen ud på panden (cirka 1 dl pr. wrap – se køkkentip). Steg hver wrap i 1 til 2 minutter på hver side, til de er gennembagte – de bliver kun svagt gyldne. Dryp lidt ny olie på panden for hver wrap.
Hold dine wraps lune mellem to tallerkener, mens du steger resten af dejen (du får cirka 4 wraps ud af dejen – afhængigt af størrelsen på din pande).
Smør refried beans på boghvedewraps, og fold dem sammen. Servér med spidskålssalat til.