Sæt letsaltet vand over til kødboller, og skyl risene samt frugt og grønt.
Grønt. Pil og hak løget. Skræl gulerødderne, og skær dem i små tern. Skær æblet i tern. Rib grønkålen, snit den fint, og kom den i en skål til servering.
Ris. Sæt risene over i 4 dl letsaltet, kogende vand, og kog dem under låg ved svag varme i cirka 14 minutter. Lad dem trække, til resten er klart.
Karrysauce. Steg løg og gulerødder i smør, 2 til 3 minutter. Tilsæt karry og lidt havsalt, og steg videre i 1 minut. Kom 2 dl vand samt æbleternene ved, og lad det simre i 10 minutter.
Kødboller. Form 8 små kødboller, og pochér dem i letsaltet vand i 3 til 4 minutter, til de er gennemkogte.
Kom kødbollerne i karrysaucen, justér konsistensen med lidt af kogevandet, og tilsmag med havsalt og sort peber.
Servér boller i karry med de hvide ris, og top med rigeligt grønkål.