Sæt vand over til ris og kødboller, og skyl ris, frugt og grønt.
Klargøring af grønt. Snit eventuelt spinat groft, og anret i en skål til topping. Skræl halvdelen af gulerødderne i tynde flager, eller riv dem groft, og kom dem i en skål til gulerodssalat.
Skær resten af gulerødderne i tynde skiver. Hak løg.
Ris. Kom ris i en gryde med rigeligt, kogende, letsaltet vand, og kog dem i cirka 12 minutter. Hæld overskydende vand fra.
Boller i karry. Form farsen til små kødboller på størrelse med valnødder. Kom dem i en gryde med kogende, saltet vand, og pochér dem, til de svømmer op til overfladen, 3 til 4 minutter.
Varm en anden gryde op, tilsæt olie, og steg løg og gulerodsskiver sammen med lidt karry, 1 til 2 minutter. Drys mel over, og steg i 1 minut.
Tilsæt sødmælk og vand lidt ad gangen, og kog op. Lad saucen simre, til den er tyknet, og grøntsagerne er møre, 5 til 6 minutter.
Tilsæt kødboller, og lad dem simre med 1 minut. Smag til med salt og eventuelt mere karry.
Gulerodssalat med æble. Skær imens æble i tynde skiver. Vend skiver af æble og rå gulerødder sammen i en salatskål, og smag til med lidt olie og lidt eddike.
Anret ris, og top med boller i karrysauce. Drys med spinat og peanuts, og spis gulerodssalaten til.