Sæt vand over til pasta, og skyl alt grønt.
Klargøring af grønt. Skær eventuelt træede ender af asparges, og skær asparges i stykker a 3 til 4 cm. Pil og skær løg i tynde skiver. Snit frisk hvidløg fint, og skær tomat i tynde skiver. Pluk og snit persille groft.
Pasta. Kom pasta i en gryde med spilkogende, saltet vand, og kog den al dente i cirka 10 minutter. Hæld vandet fra.
Cremet aspargessauce. Varm olie op på en pande, og steg asparges ved høj varme 1 til 2 minutter, til de er brunede.
Sænk varmen, tilsæt løg, og steg videre i 2 til 3 minutter. Tilsæt fløde og vand, og kog op. Lad det simre, til grøntsagerne er møre, og saucen er tyknet, 3 til 4 minutter.
Tilsæt frisk hvidløg, og vend rundt. Smag til med salt og peber.
Bøftomatsalat. Anret imens tomater på et fad, dryp med olivenolie, og krydr med lidt salt. Drys med persille.
Anret pasta i dybe tallerkener, og vend sammen med cremet aspargessauce. Servér bøftomatsalat til.