Sæt vand over til sorghum og grøntsager, og skyl alt grønt.
Cremet sorghum. Kom sorghum i en gryde, dæk med kogende vand, og kog den mør under låg i 15 til 20 minutter. Hæld overskydende vand fra.
Pil hvidløg og skær i tynde skiver. Flæk porre på langs, skyl en ekstra gang, og skær i tynde strimler. Skær shiitake-svampe i kvarte eller halve afhængig af størrelse.
Varm en gryde op, tilsæt olie, og steg porre, svampe og hvidløg ved middel varme i 4 til 5 minutter, uden at det tager særligt meget farve.
Tilsæt sorghum, bouillonpulver og sojacreme til gryden, og rør retten sammen over middel varme i 2 til 3 minutter. Smag til med salt og peber og eventuelt en smule eddike, og justér eventuelt konsistensen med lidt vand. Konsistensen skal gerne være cremet.
Dampet grønt og mandler. Rib grønkål fra stokkene, og nip enderne af bønner. Halvér bønnerne, og hak grønkålen groft. Damp begge dele i 2 til 3 cm kogende, saltet vand i 4 minutter under låg. Afdryp grundigt, og vend med olivenolie, citronsaft, salt og peber.
Rist mandler i 2 til 3 minutter på en tør pande, og hak dem derefter groft. Drys dem over de dampede bønner og grønkål.
Anret cremet sorghum i dybe tallerkener, og spis dampet grønt med mandler til.