Tænd ovnen på 220 grader varmluft, og skyl alt grønt.
Ovnkartofler. Skur og skær kartofler i tynde, ensartede både. Vend dem med lidt olie på en bageplade med bagepapir, og krydr med salt. Bag dem gyldne og sprøde i ovnen i 25 til 30 minutter.
Purløgsdressing og snackgrønt. Skær halvdelen af gulerødderne i stave, og kom i en skål til snackgrønt. Kom spinat i en skål til topping.
Pil og hak halvdelen af rødløget fint. Snit purløg fint, og rør sammen med hakket rødløg og creme fraiche i en lille skål. Smag til med salt.
Sprødstegt fisk og stegt grønt. Skær resten af rødløget i tynde både, og skær resten af gulerødderne i tynde skiver på skrå.
Pisk 1 til 2 æg sammen i en dyb tallerken, og kom en god mængde mel i en anden dyb tallerken. Tjek fisken for eventuelt ben.
Vend fisken i et tyndt lag mel, derefter i æg, og til sidst i et tykkere lag mel.
Varm olie op på en pande, og steg fisken gylden og sprød, 3 til 4 minutter på hver side. Krydr med salt undervejs. Tag fisken af panden.
Tør panden hurtigt af. Tilsæt lidt ny olie, og steg gulerødder og rødløg gyldne og møre, 3 til 4 minutter. Smag til med salt og peber.
Anret sprødstegt fisk, stegt grønt og ovnkartofler, og spis gulerodsstave og spinat til. Dyp fisk og kartofler i purløgsdressing.