Sæt vand over til perlebyg, og skyl perlebyg samt alt grønt.
Perlebyg. Kom perlebyggen i en gryde, dæk med kogende vand, og kog den mør under låg i 12 til 15 minutter. Hæld overskydende vand fra.
Gulerødder med citronverbena - del 1. Skær gulerødder i cirka 1 cm tykke skiver på skrå. Kom gulerødderne i en gryde, og tilsæt vand, til gulerødderne næsten er dækket. Tilsæt salt og smør, og kog op. Lad gryden simre, til gulerødderne er næsten møre, 3 til 4 minutter.
Fiskefrikadeller. Rør imens fiskefars sammen med squash fra bægeret.
Varm en pande op, og tilsæt olie. Form fiskefarsen til fiskefrikadeller med en ske, og steg dem i panden, til de er faste og gennemstegte, 2 til 3 minutter per side.
Saltet yoghurt. Smag yoghurt til med salt og sort peber.
Gulerødder med citronverbena - del 2. Pluk citronverbena, og snit den fint.
Kog væsken ind omkring gulerødderne ved lidt højere varme, til du kun har 2 til 3 spsk. vand tilbage i gryden. Tilsæt yderligere smør, og lad det simre ind i væsken.
Tag gryden af varmen, tilsæt citronverbena, vend rundt, og smag til med salt.
Anret perlebyg på tallerkener, og top med gulerødder i citronverbena-smør. Anret fiskefrikadeller ved siden af, og servér yoghurt til som dip.