Sæt vand over til kartofler, og skyl alt grønt.
Kartofler og råsyltede gulerødder. Skræl gulerødderne i tynde flager med en tyndskræller, og halvér rosenkålene (fjern eventuelt det yderste blad). Snit brøndkarsen groft, og hak solsikkekernerne groft.
Kog kartoflerne møre i kogende, saltet vand i 12 til 14 minutter.
Rør 3 spsk. eddike med 1 spsk. vand, og vend gulerødderne med lagen. Vend rundt i det et par gange under madlavningen.
Stegt rosenkål og fiskefrikadeller. Varm olie op på en pande, og steg rosenkålene på skærefladen, til de er flot brunede og sprødmøre, 5 til 6 minutter.
Varm imens olie op på en anden pande. Form fiskefarsen til små frikadeller, og steg dem i 6 til 7 minutter, til de er sprøde og gennemstegte.
Tilsmagning. Hæld vandet fra kartoflerne, og vend dem med lidt olivenolie og brøndkarsen. Krydr med peber.
Tilsæt solsikkekerner og en klat smør til panden med rosenkål, og steg videre i 1 til 2 minutter, til kernerne er gyldne. Krydr med salt og peber.
Anret fiskefrikadeller, kartofler og stegt rosenkål på tallerkener, og servér råsyltede gulerødder til.