Sæt vand over til kartofler, og skyl frugt og grønt.
Kartofler. Halvér eventuelt de største kartofler. Kog kartofler møre under låg i saltet vand i 12 til 15 minutter (alt efter størrelse). Hæld vandet fra.
Gulerodssalat. Skræl eller skrub gulerødder, og skær dem i så tynde skiver som muligt.
Halvér citron, og snit forårsløg fint – også de grønne toppe. Tag alt det grønne fra til stegte svampe.
Vend gulerødder og det hvide af forårsløgene med lidt olie og 1 til 2 spsk. citronsaft i en salatskål.
Vend babyspinat med gulerødder lige inden spisetid, og smag til med salt, peber og eventuelt mere citronsaft.
Skindstegt fisk og champignoner. Tjek fisken for ben, og tør den af med lidt papir.
Varm en pande op (som du ved ikke hænger fast), tilsæt lidt olie, og steg svampe og det grønne af forårsløgene ved middelhøj varme i 2 til 3 minutter. Krydr med salt og peber, og tag det af panden. Tør panden af.
Varm panden op igen, og tilsæt 1 teskefuld olie. Læg fisken på panden med skindsiden nedad, og steg den ved høj varme i 1 til 2 minutter. Skru ned til lav varme, og steg fisken i 4 til 5 minutter. Krydr med salt og peber under stegningen.
Anret stegte svampe, og læg den skindstegte fisk ovenpå. Spis kartofler og gulerodssalat til.