Sæt vand over til mukimamebønner, og skyl frugt og grønt.
Forårsruller. Snit halvdelen af spidskålen mellemfint. Skær forårsløg i skiver. Hak chili fint. Skræl og riv ingefær fint. Snit koriander helt fint – også stilkene.
Varm 1 spsk. olie op i en gryde, og sautér halvdelen af gulerødderne, spidskål og forårsløg i 4 minutter. Tilsæt chili, ingefær og koriander, og smag til med salt og peber. Læg fyldet på en tallerken.
Rør 1 til 2 spsk. mel og 1 til 2 spsk. vand sammen til en melklister.
Fyld forårsrulledej med grøntsagsfyld, rul sammen, og luk med melklister (se tip på side 2 i opskriftsarket). Pensl forårsruller med 1 spsk. olie.
Varm en pande op til middel varme, og steg forårsruller stille og roligt i 10 til 15 minutter. Vend dem i takt med, at de bruner på alle sider. Læg gerne låg over panden under stegningen, og justér varmen.
Appelsinsalat. Kom mukimamebønner i en gryde med lidt kogende, saltet vand, og lad dem simre i 2 minutter. Hæld vandet fra.
Snit resten af spidskålen fint. Skræl og skær appelsin i fileter eller tern. Vend resten af gulerødderne med spidskål, mukimamebønner og appelsin i en skål, og smag til med salt og peber.
Anret forårsruller på tallerkener, og skær et snit i dem på langs. Dryp lidt tamari-sojasauce i hver forårsrulle, og servér sprød appelsinsalat til.