Sæt vand over til kartofler, og skyl alt grønt.
Kartofler. Kog kartofler møre under låg i saltet vand i 12 til 15 minutter (alt efter størrelse). Hæld vandet fra.
Snackgrønt og topping. Skær halvdelen af gulerødderne i stave, og kom i en skål til snackgrønt. Snit purløg fint, og kom i en skål til topping.
Flødestuvet kål med gulerødder. Snit spidskål groft, og skær resten af gulerødderne i tynde skiver.
Varm smør op i en gryde, og sautér spidskål og gulerødder, til kålen falder let sammen, 2 til 3 minutter. Drys med mel, og steg videre under omrøring i cirka 1 minut.
Tilsæt vand og fløde, og kog op. Lad det simre, til grønsagerne er møre, og saucen er tyknet, 4 til 5 minutter. Smag til med salt og peber.
Frikadeller. Form farsen til små frikadeller. Varm olie op på en pande, og steg dem gyldne og gennemstegte, cirka 3 minutter på hver side.
Anret flødestuvet kål med gulerødder, og drys med purløg. Krydr kartofler med groft salt, og anret dem sammen med frikadeller ved siden af. Spis snackgulerødder til.