Sæt vand over til pasta, og skyl frugt og grønt.
Skær fenniklen i papirtynde skiver, fx på et mandolinjern. Snit spinaten groft. Pluk persillen, og hak den groft. Skær æblet i tynde skiver. Halvér citronen.
Fennikelsalat. Vend fenniklen med 1 til 2 spsk. olivenolie, lidt salt og halvdelen af persillen.
Vend æbleskiverne i fennikelsalaten, og smag til med lidt citronsaft og eventuelt mere salt.
Pasta. Kom pastaen i en gryde med kogende, saltet vand, og kog den al dente, 3 til 4 minutter.
Ricottasauce. Varm en pande op, tilsæt olie, og steg spinaten, til den er mør, 3 til 4 minutter.
Kom ricotta og 1 dl vand på panden med spinat, og riv citronskallen fint henover. Rør rundt, til ricotta og vand smelter sammen, og justér eventuelt konsistensen af saucen med lidt mere vand. Smag til med salt, peber og lidt citronsaft.
Anret pastaen i dybe tallerkener, kom ricotta-saucen henover, og vend det sammen. Drys med resten af persillen, og servér fennikelsalaten til.