Sæt vand over til ris og rispapir, og skyl ris samt frugt og grønt.
Ris. Kom risene i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem i cirka 35 minutter. Hæld overskydende vand fra.
Smag risene til med eddike, sukker og eventuelt lidt mere salt inden servering.
Klargøring af grønt. Skræl imens gulerødder, og skær dem i tynde tændstikker, eller riv dem groft. Skær avocadokødet i skiver. Pil og skær rødløg i tynde skiver. Skær agurk i tynde tændstikker, og snit koriander groft. Skær lime i både. Kom det hele på et fad eller i skåle til servering.
Komatsuna. Snit komatsuna groft.
Varm en pande op, tilsæt olie, og steg komatsuna ved høj varme, til den er let brunet og sprødmør, 2 til 3 minutter. Krydr med sort peber undervejs, og smag til med salt eller eventuelt soja til sidst.
Jordnøddesauce. Rør jordnøddesmør med vand og eddike i en skål. Justér eventuelt konsistensen med lidt mere vand – saucen skal være tyndtflydende.
Sæt det hele på bordet. Fyld rispapir med frisk grønt, jordnøddesauce, komatsuna, limesaft og eventuelt ris, og rul sammen. Spis eventuelt overskydende fyld til ved siden af.
Kom de hvide bønner og de sorte bønner i hver deres skål, og dæk dem med rigeligt vand. Lad dem stå på køl til dag 2.