Tænd ovnen på 200 grader varmluft, og sæt vand over til perlebyg. Skyl perlebyg samt alt grønt.
Perlebyg. Kom perlebyggen i en gryde, og dæk den med kogende vand. Kog perlebyggen mør under låg i 10 til 15 minutter.
Gedeoste-frittata. Pil og skær løg i tynde skiver. Skær eventuelt træede ender af asparges, og skær asparges i 3 til 4 cm stykker. Pluk pg hak rosmarin groft. Skær tomat i grove stykker.
Varm olie op på en pande, som kan tåle at komme i ovnen, og sautér løg og rosmarin, til løget er næsten mørt, 2 til 3 minutter. Krydr med lidt salt undervejs.
Pisk imens æg let sammen i en skål, og krydr med salt og peber.
Tilsæt asparges og halvdelen af tomaterne til panden, og steg i yderligere 2 til 3 minutter.
Skru lidt op under panden, tilsæt æggeblandingen, og steg, til den begynder at sætte sig i kanterne, 1 til 2 minutter.
Bryd gedeosten i mindre stykker, og fordel den over æggemassen på panden. Sæt panden i ovnen, og bag frittataen i 15 til 20 minutter, til den er fast og gennembagt.
Perlebygsalat. Pluk og hak imens persille groft. Vend persille sammen med den kogte perlebyg og resten af tomaterne, og smag til med salt, 1 til 2 spsk. olivenolie og 1 til 2 teskefuld eddike.
Servér den varme frittata direkte fra panden, og spis perlebygsalat til.