Sæt vand over til linser og chipotle, og skyl linser og alt grønt.
Grønne linser. Kom linser i en gryde med rigeligt, letsaltet vand, og kog dem møre, 15 til 16 minutter. Dræn vandet fra.
Chipotle-chili og ristede mandler. Skær stilk af chipotle-chili, kom den i en lille skål, og dæk den med kogende vand. Lad den trække 5 til 10 minutter.
Rist mandlerne gyldne i en tør pande, og hak dem groft.
Klargøring af grønt. Skær peberfrugt i strimler, og skær løg i tynde skiver. Skær spidskål i 6 til 8 både gennem stokken.
Stegt peberfrugt og grillet spidskål. Varm panden fra mandler op igen, tilsæt olie, og steg peberfrugt helt mør ved middel varme, 12 til 14 minutter. Krydr med salt undervejs.
Varm en grillpande op. Pensl spidskål med olie, og grill den på skærefladerne, til den er brunet og mør, 2 til 3 minutter per side. Krydr med salt og sort peber.
Tilsmagning af linser. Skub linserne lidt til side i gryden, og tilsæt lidt olie. Sautér løg møre, 3 til 4 minutter. Vend sammen, og smag til med salt og sort peber.
Romesco-sauce. Kom peberfrugt og chipotle-chili i et blenderglas, og blend det med en stavblender til en nogenlunde glat puré. Smag til med salt og limesaft.
Anret linser på tallerkener, og anret grillet spidskål ved siden af. Top med romesco-sauce, og dryp med limesaft og misomayo. Drys med mandler, og servér.