Sæt letsaltet vand over til kartofler, og skyl alt grønt.
Grønt. Pil løgene, og skær dem i fine både. Skræl gulerødderne, og skær dem i tynde skiver. Del salaten i mindre stykker.
Kartofler. Kog kartoflerne i cirka 15 minutter, til de er møre. Hvis de er meget store, så skær dem igennem. Hæld vandet fra, og lad dem trække, til resten er klart.
Hakkebøffer og bløde løg. Form 2 hakkebøffer, og steg dem i 3 til 5 minutter på hver side ved moderat varme i smør.
Kom løgene på den samme pande, imens bøfferne steger, og lad løgene stege med.
Tag bøfferne af panden, når de er færdigstegte, og hold dem lune. Tilsæt lidt ekstra smør, 1 spsk. eddike og ½ spsk. sukker til løgene, og steg videre i et par minutter.
Salat og dressing. Vend gulerødder og salat sammen med lidt havsalt og 1 til 2 spsk. eddike, og kom det på et fad.
Dryp kærnemælk over, og krydr med sort peber.
Servér hakkebøfferne med kartofler, bløde løg og salaten med kærnemælksdressing.