Skyl alt grønt.
Kikærtegryde. Hak chili fint, og snit løg i halve ringe. Del aubergine på langs. Rib spinat, og snit den groft.
Varm en gryde op med lidt olivenolie, og steg auberginerne 2 til 3 minutter på skærefladen, til de er godt gyldne. Tag dem op af gryden, og gem til senere.
Kom lidt frisk olie i gryden, og steg løg og chili i 1 til 2 minutter. Tilsæt kikærterne, og lad det hele stege sammen, 2 til 3 minutter. Kom bombay-krydderi på, og rør det hele godt sammen.
Tilsæt kokosmælk og tomatsauce til gryden, og kom aubergine tilbage i gryden. Lad det hele simre i cirka 15 minutter.
Vend spinaten i gryden lige inden servering. Smag retten til med salt og peber.
Grillost. Skær grillosten i tern, og steg dem i lidt olivenolie på en pande i 2 til 3 minutter, så de bliver let gyldne hele vejen rundt.
Myntedressing. Hak mynte fint, og vend i yoghurten (vurdér selv, hvor meget mynte du ønsker at tilføje). Krydr med lidt salt.
Kom kikærtegryden i dybe tallerkener, og top med grillost og myntedressing. Drys eventuelt retten med overskydende mynte.