Sæt vand over til flækærter, og skyl flækærterne samt alt grønt. Tænd ovnen på 220 grader.
Flækærter. Kom flækærterne i en gryde med rigeligt letsaltet vand, og kog dem al dente, 25 til 30 minutter. Dræn vandet fra, og smag flækærterne til med lidt olie, salt og sort peber.
Bagte kartofler. Halvér kartofler på langs, eller skær dem i kvarte (afhængigt af størrelse). Pres eller riv hvidløg fint.
Vend kartoflerne med hvidløg og lidt olie på en bageplade beklædt med bagepapir, og krydr med salt. Bag kartoflerne i ovnen, til de er sprøde og møre, 20 til 25 minutter.
Rosenkål og solsikkekerner. Halvér imens rosenkål, og vend dem med lidt olie i et ildfast fad. Krydr med salt og sort peber, og bag dem i ovnen, til de er gyldne og møre, 15 til 20 minutter.
Rist solsikkekerner i ovnen, til de er gyldne, 8 til 10 minutter. Krydr med lidt salt.
Radiser og karry-dressing. Skær radiser i tynde skiver – gerne på et mandolinjern.
Smag yoghurt til med indisk karry og lidt salt.
Anret flækærter på et fad, og anret kartofler ovenpå. Drys med radiser, og dryp med karry-dressingen. Drys rosenkål med solsikkekerner.