Sæt vand over til ris, og skyl ris grundigt. Skyl også frugt og grønt.
Ris. Kom ris i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem i cirka 12 minutter. Hæld overskydende vand fra.
Stegt grønt. Skær lime i både, og gem til servering. Snit spidskål fint. Pil og skær rødløg i tynde både. Skær peberfrugt i ringe eller strimler.
Varm en pande godt op, tilsæt olie, og steg spidskål ved høj varme, til den bruner let, 2 til 3 minutter.
Skub spidskål lidt til side på panden. Tilsæt rødløg og peberfrugt, og steg videre i 3 til 4 minutter, til alt er sprødmørt. Smag til med salt og eventuelt peber, og tag grøntsagerne af panden.
Kylling i teriyaki-sauce. Skær kylling i strimler. Varm panden op igen, tilsæt olie, og steg kylling, til den er brunet og gennemstegt, 3 til 4 minutter.
Tag panden af varmen. Tilsæt teriyaki-glaze, og vend rundt, til kyllingen er dækket.
Kom ris i skåle eller dybe tallerkener, og top med stegt grønt. Anret kylling i teriyaki-sauce øverst, dryp med limesaft, og servér.