Sæt vand over til kartofler, og skyl frugt og grønt.
Røde kartofler. Kog heiderot-kartofler møre i kogende, letsaltet vand i 12 til 15 minutter (alt efter størrelse). Hæld vandet fra.
Pil kartoflerne forsigtigt, og hold dem varme i en skål med låg.
Spinatsauce. Hak spinat groft, og kom den i en gryde med kogende vand. Kog spinaten helt mør, cirka 8 minutter med låget på skrå.
Hæld det meste af kogevandet fra, men gem det. Blend spinaten til en fin creme, fx med en stavblender direkte i gryden. Justér eventuelt konsistensen med lidt af kogevandet.
Lige inden spisetid: Tilsæt ærter, og småkog dem i saucen i 2 minutter. Smag til med fintrevet citronskal, samt peber og lidt salt.
Råkost. Skræl gulerødder, og riv dem groft. Hak nødder. Snit purløg fint. Halvér citronen.
Vend gulerødder og purløg med lidt olie og citronsaft i en skål. Smag råkosten til med peber, lidt salt og eventuelt lidt honning. Top råkosten med hasselnødder.
Kyllingedeller. Varm en pande op, tilsæt lidt olie, og steg kyllingedeller ved middel varme, til de er gyldne på begge sider og gennemvarme, 3 til 4 minutter på hver side.
Anret kyllingedeller med heiderot-kartofler, spinatsauce og råkost.