Sæt vand over til perlebyg, og skyl perlebyggen samt frugt og grønt.
Perlebyg. Kom perlebyggen i en gryde, dæk med kogende vand, og kog den mør under låg i 25 til 30 minutter. Hæld overskydende vand fra.
Klargøring af grønt. Flæk fenniklen, og skær den i meget tynde skiver – gerne på et mandolinjern. Snit dilden groft. Pil hvidløgsfedet, og pres eller riv det fint. Skær tomaterne i mindre tern.
Fennikel. Varm en gryde op, tilsæt olivenolie, og sautér fenniklen, til den er sprødmør, 2 til 3 minutter. Smag til med salt og sort peber.
Hestebønner. Åbn hestebønnebælgene, og pluk bønnerne ud.
Damp bønnerne under låg i lidt vand i en gryde, til de er møre, 4 til 5 minutter. Hæld vandet fra, lad bønnerne køle en smule ned, og smut dem så ud af deres skaller.
Tilsmagning. Vend perlebyggen med tomattern, hestebønner og sauteret fennikel. Smag til med olivenolie, hvidløg og citronsaft.
Anret perlebygsalaten på et fad, og smuldr fetaen henover. Drys med dild, dryp med resten af citronsaften, og servér.