Sæt vand over til ris, og skyl risene samt frugt og grønt.
Brune ris. Kom risene i en gryde med rigeligt kogende, letsaltet vand, og kog dem i cirka 35 minutter. Hæld overskydende vand fra.
Lynstegt svinekød med grønt. Skræl gulerødderne, og skær dem samt peberfrugten i tynde strimler. Hak chilien fint, og hak korianderen groft. Riv citronskallen, og halvér citronen.
Skær kødet i strimler a cirka 1x1x5 cm.
Varm olie op på en pande, og steg kødet ved høj varme i 1 til 2 minutter. Tilsæt gulerødderne, peberfrugten og chilien, og steg videre i 1 til 2 minutter. Tilsæt 1 dl vand, og kog op i cirka 1 minut. Krydr med havsalt, sort peber, citronskal og -saft.
Anret risene i dybe tallerkener med lynstegt svinekød og grønt over. Top med hvidløgsolie, koriander og lidt frisk citronsaft.