Sæt vand over til pasta, og skyl frugt og grønt.
Grønt. Pil løg og hvidløg, og hak begge dele fint. Skær de grønne tomater i tern og spidskålen i strimler. Halvér citronen.
Pasta. Kom pastaen i spilkogende vand, tilsæt salt, og kog den al dente eller lidt mindre end al dente, 8 til 10 minutter. Dræn vandet fra, men gem 2 dl.
Stegte tomater. Find en stor, bredbundet gryde eller pande frem – den skal kunne rumme både grønt og pasta. Varm den op, og steg først citronen på skærefladerne ved god varme, til den tager farve, cirka 3 minutter. Den må gerne være karamelliseret. Tag citronen af varmen.
Tilsæt en god sjat olie til panden eller gryden, og steg løg, hvidløg og tomater ved god varme, 2 til 3 minutter.
Tilsæt ærter, spidskål og pasta samt 2 dl pastavand. Varm godt igennem i 2 til 3 minutter, og tilsæt aioli. Vend rundt, og tilsmag med havsalt og sort peber.
Anret pasta med grønt i dybe tallerkener eller skåle, dryp saften af den søde stegte citron over, og top eventuelt med friskrevet parmesan.