Sæt vand over til kartofler, og skyl frugt og grønt.
Grønt. Skær gulerødderne i strimler. Fjern stokken fra spidskålen, og skær også spidskålen i strimler. Skær æblet i tern.
Kartofler. Kog kartoflerne i letsaltet vand i 12 til 14 minutter. Lad dem trække i vandet til resten af maden er klar. Hæld vandet fra, kom cirka 2 spsk. smør ved, og vend rundt.
Mini-karbonader. Klem farsen ud af rullen, og skær den i skiver a 2 cm. Vend skiverne i lidt rugmel eller rasp. Steg karbonaderne i smør på en pande i 3 til 4 minutter på hver side ved moderat varme. Krydr med sort peber.
Spidskålssalat. Riv appelsinskallen, halvér appelsinen, og pres saften. Vend appelsinsaft med havsalt og cirka 3 spsk olivenolie, og rør det godt rundt. Vend gulerødder, æble og spidskål med dressingen.
Servér de små karbonader med spidskålssalat og kogte kartofler.