Sæt vand over til kartofler og rødbeder, og skyl alt grønt.
Kartofler og rødbeder. Skræl og skær rødbeder i skiver på ½-1 cm tykkelse. Kom dem i en gryde, og hæld kogende vand ved, til det akkurat dækker. Tilsæt salt, og kog rødbeder møre, cirka 10 minutter. Hæld rødbeder i en sigte, og lad dem køle lidt af.
Kog kartofler møre i kogende, letsaltet vand i 10 til 15 minutter (alt efter størrelse). Hæld vandet fra.
Grønkålssalat. Rib kålen, og snit den mellemfint. Kom den i en skål, drys med et nip salt, og kram kålen let med hænderne i 1 til 2 minutter, til kålen falder let sammen.
Skræl og skær gulerødder i lange strimler med en skrællekniv.
Vend kål med gulerødder og olie og lidt eddike. Smag til med peber og eventuelt mere salt.
Peberrodscreme. Skræl og riv peberrod fint. Kom yoghurt i en skål, og smag til med peberrod – lad den gerne rive lidt i næsen. Smag også til med salt og peber.
Anret de kogte rødbeder på et fad, dryp med peberrodsdressing.
Minutstykker af filet. Varm en pande op med olie, og steg kødet ved høj varme (dog uden at det ryger) cirka 1 minut på hver side. Krydr med salt og peber.
Servér minutstykker med kartofler og rødbeder med peberrodscreme og grønkålssalat.