Sæt vand over til kartofler, og skyl alt grønt.
Kartofler. Kog kartofler møre under låg i saltet vand i 12 til 15 minutter (alt efter størrelse). Hæld vandet fra.
Persillecreme. Hak rødløg fint, og kom i en lille gryde. Dæk akkurat med eddike, og tilsæt 1 teskefuld honning. Kog løg, til eddiken er kogt akkurat væk – uden at det brænder på. Kom løgene i en lille skål, og lad dem køle af.
Hak persille fint. Rør persille, eddike-kogte løg og yoghurt sammen. Smag til med peber og lidt salt.
Grønkålssalat. Rib grønkål, og snit den fint. Skær radiser i skiver. Vend grønkål og radiser med lidt olie og lidt eddike i en salatskål. Smag til med peber og lidt salt.
Minutstykker og stegte pastinakker. Skræl pastinakker, og skær dem i stave a cirka 1 cm tykkelse og i deres fulde længde.
Varm en stor pande op med lidt olie, og steg pastinakkerne møre og gyldne 7 til 8 minutter. Krydr med lidt salt, og tag dem af panden.
Varm panden op igen, og dryp med lidt olie. Steg kødet ved høj varme 1 minut på hver side. Krydr med peber og lidt salt.
Servér minutstykker med stegte pastinakker, kartofler og persillecreme. Servér grønkålssalat med radiser ved siden af.