Sæt vand over til dahl (fx i en elkedel), og skyl alt grønt. Skur eller skræl jordskokkerne.
Dahl - del 1. Snit skaftet fra det friske hvidløg fint, og læg halvdelen til side i en skål. Hak løg fint. Skær jordskokker i tern a ½-1 cm.
Varm en tykbundet, rummelig gryde op, tilsæt olie, og steg løg, hvidløg, jordskokker og bombay-krydderi i et par minutter.
Tilsæt flækærter til gryden, og steg videre i 2 til 3 minutter. Tilsæt vand og salt, så det akkurat dækker. Læg låg på, og lad det simre i 20 til 25 minutter.
Rødbede-raita. Skær toppene af rødbeder, og snit både blade og stængler fint. Skræl rødbederne, og riv dem groft.
Rør revne rødbeder med yoghurt, nigellafrø og det resterende hvidløgsskaft. Smag til med salt og eventuelt andre krydderier.
Dahl - del 2. Tilsæt kokosmælk og rødbedetoppe til gryden med dahl, kog op, og rør det godt sammen ved middel varme i 2 til 3 minutter, til rødbedetoppene er faldet sammen, og dahlen er cremet. Smag eventuelt til med mere salt og bombay-krydderi, og spæd med mere kogende vand, hvis dahlen er kogt tør.
Fladbrød. Lun fladbrødene på en varm, tør pande eller brødrister, og hold dem lune i et rent viskestykke.
Anret dahl i skåle, og spis lune fladbrød og rødbede-raita til.