Sæt vand over til nudler, og skyl alt frugt og grønt.
Jordnødder. Varm en lille pande op med lidt olie, og rist jordnødder 4 til 5 minutter, til de er let gyldne. Krydr med lidt salt, hak dem groft, og gem til servering.
Kødboller. Riv cirka 2 cm ingefær fint. Halvér lime, og gem til servering.
Kom kødet i en lille skål, og rør det med 1 teskefuld ingefær og five spice-krydderi.
Varm en pande op med olie. Form farsen til små kødboller, og steg dem 2 til 3 minutter på hver side. Krydr med lidt salt, peber og eventuelt lidt mere five spice-krydderi, og tag kødbollerne af panden.
Stegte grøntsager. Skær gulerødder i tynde strimler, snit pak choy groft, og skær løg i tynde både.
Varm panden fra kødboller op igen, og steg løg i 2 til 3 minutter. Tilsæt gulerødder og pak choy, og steg det hele sammen i 3 til 4 minutter. Kom kødbollerne tilbage på panden, og slyng det hele sammen. Krydr med salt eller eventuelt soja eller teriyaki.
Nudler. Kom nudler i spilkogende vand, og kog dem i 1 minut. Lad dem trække i kogevandet i 3 til 4 minutter, og sigt herefter vandet fra.
Fordel nudlerne i skåle, og anret stegte grøntsager og kødboller ovenpå. Dryp gomadressing og limesaft over, og drys med jordnødder.