Sæt vand over til kartofler, og skyl alt grønt.
Kartoffelmos - del 1. Skræl og skær kartofler i grove tern. Kom kartofler i en gryde, og hæld kogende vand ved, til det akkurat dækker. Kog kartofler helt møre under låg i cirka 15 minutter.
Oksegryde med minestra-kål. Kom kødet samt væsken fra posen i en lille gryde. Snit minestrakålen i stykker på 1 til 2 cm, og kom dem i gryden med kødet. Kog kød og kål med låget på skrå i cirka 8 minutter.
Hak hvidløg fint, og rør sammen med kød og kål. Smag eventuelt til med salt og peber.
Rødbederåkost. Skræl gulerødder og rødbede, og riv dem groft. Vend de revne grøntsager med olie og lidt eddike i en skål, og smag til med salt og peber. Snit purløg, og drys det på toppen af råkosten.
Kartoffelmos - del 2. Hæld vandet fra de helt møre kartofler, men gem det. Mos kartofler med en kartoffelmoser, et piskeris eller en stamper.
Spæd mosen til med kogevand, til du har en blød mos – lad den gerne være lidt blød, da den skal udgøre det cremede element i retten. Smag grundigt til med salt og peber.
Top kartoffelmos med kød, minestra-kål og sauce. Spis rødbederåkost til ved siden af.