Tænd ovnen til 200 grader varmluft, og skyl alt grønt – lad stilken sidde på peberfrugterne.
Skrub bagekartoflerne grundigt, og skær dem i både. Vend dem med ½ spsk. olie, og bred dem ud i en bradepande – der skal også være plads til kylling og peberfrugt. Bag kartoflerne i 15 minutter.
Pensl imens kyllingestykker og stegepebre med ½ spsk. olie. Krydr med lidt salt og peber.
Tag fadet med kartofler ud af ovnen efter 15 minutter. Vend lidt rundt i kartoflerne, og krydr dem med lidt salt. Læg kylling og peberfrugt mellem kartoflerne, og bag hele molevitten i cirka 20 minutter.
Drys oliven over kartofler, kylling og peberfrugt inden servering.
Rosmarindressing. Pluk nålene af rosmarin, og hak dem meget fint. Riv lidt af citronskallen. Rør yoghurten med rosmarin og citronskal. Smag til med salt og peber.
Råkost. Skræl gulerødder, og riv dem groft. Vend gulerødderne med citronsaft i en skål, og smag til med salt og peber.
Servér ovnbagt kylling, kartofler og peberfrugter med rosmarindressing og råkost.
Kom de hvide bønner i en skål, og dæk med rigeligt vand. Lad dem stå på køl til dag 3.