Sæt vand over til nudler, og skyl frugt og grønt.
Klargøring af grønt. Snit spidskål fint – gerne på et mandolinjern. Skær forårsløg i tynde skiver på skrå. Skær peberfrugt i strimler, og skær gulerødder i tynde skiver på skrå. Skær chili i ringe, og skær hvidløg i tynde skiver. Halvér finger lime, og skær almindelig lime i både.
Peanutbutter-dressing. Rør jordnøddesmør med vand, og smag til med limesaft og tamari.
Stegt grønt. Varm en stor pande godt op, tilsæt olie, og steg spidskål ved høj varme, til den er brunet, 3 til 4 minutter. Krydr med salt.
Tag kål af panden, og varm op igen. Tilsæt olie, og steg gulerødder og peberfrugt ved høj varme i 2 til 3 minutter.
Tilsæt hvidløg, halvdelen af chilien og halvdelen af forårsløgene, og steg videre i 1 minut. Smag til med salt og sort peber.
Nudler. Kom rigeligt, spilkogende vand i en gryde, tilsæt salt og nudler, og kog op i 1 minut. Sluk for varmen, og lad nudlerne trække i vandet i 3 minutter. Hæld vandet fra.
Anret nudler, og vend sammen med peanutbutter-dressingen. Top med stegt kål og grønt, og drys med resten af chilien og forårsløgene. Dryp med resten af limesaften, og pres finger lime-perler ud over retten.