Sæt en gryde letsaltet vand over til majs, og tænd ovnen på 200 grader varmluft til butternut squash. Find eventuelt en brødrister frem til pitabrød. Skyl frugt og grønt.
Butternut squash. Skræl din butternut-squash og gem halvdelen til dag 4. Riv citronskal fint, og halvér citronen.
Skær den halve butternut-squash i både eller grove tern, og vend dem med olivenolie, salt, citronskal og istanbul-krydderi. Kom dem på en bageplade og bag dem i ovnen i cirka 25 minutter, til de er møre.
Majs. Kog majskolber i 4 til 5 minutter.
Tahindressing og hummus. Kom tahin i en lille skål, og rør den sej med citronsaft og lidt salt. Tilsæt også vand, så du får en tyktflydende dressing.
Kom hummus i en skål, og rør den eventuelt op med lidt olivenolie.
Salat og tomat. Skær tomat i tern, og krydr dem med lidt salt og olivenolie. Snit salat fint.
Pitabrød. Varm pitabrød i 3 til 4 minutter i ovnen eller på brødristeren.
Smør de lune pitabrød indvendigt med hummus, og fyld dem med ovnbagt butternut-squash, salat, tomat og tahindressing. Spis majskolber til.