Sæt vand over til couscous. Skyl frugt og grønt, og børst svampe fri for eventuelt jordrester.
Stegte portobellosvampe. Hak løg og hvidløg. Hak timian fint, og snit spinat groft.
Varm en pande op med 1 teskefuld olie, læg svampe på panden med den runde side nedad, og steg dem i cirka 8 minutter ved middel varme. Læg låg over panden, så de kan stege uden at brænde på.
Vend svampe om på den anden side. Tilsæt spinat, timian, løg og hvidløg, og steg det sammen i 4 til 5 minutter – stadig med låg over.
Riv imens citronskal, og halvér derefter citron. Krydr svampe med salt, peber og revet citronskal efter smag. Dryp med lidt citronsaft.
Riv hærvejsost over de lune svampe inden servering.
Couscous. Kom 1½ dl vand i en lille gryde, og tilsæt 1 spsk. olie og 1 teskefuld salt. Bring det til kogepunktet, og tag gryden af varmen. Tilsæt couscous, og rør rundt. Læg låg på gryden, og lad couscous trække i 5 minutter. Rør i couscous med en gaffel for at løsne grynene lidt.
Gulerodssalat. Skræl eller skrub gulerødder. Flæk dem på langs, og skær dem i meget tynde skiver let på skrå.
Pluk og hak persille. Vend gulerødder og persille i en skål med 1 teskefuld olie og lidt eddike, og smag til med salt og peber.
Anret couscous toppet med svampe og spinat. Spis gulerodssalat til.