Afdryp bønner, og skyl frugt og grønt.
Klargøring af grønt. Skær ⅔ af tomaterne i grove tern og resten i mindre tern. Skræl sød kartoffel, og skær i mindre tern. Snit spinat groft (snit eventuelt de grove stængler lidt finere). Snit koriander groft.
Bønnesauce. Varm lidt olie op i en gryde, og steg de søde kartoffeltern gyldne, 3 til 4 minutter.
Tilsæt de kogte, afdryppede bønner og lidt buena vista-krydderi, og steg videre i 2 til 3 minutter. Tilsæt de grove tomattern og vand, og lad saucen simre i 5 til 6 minutter.
Mos eventuelt bønnerne let, og smag til med salt samt eventuelt lidt mere buena vista-krydderi.
Salsa fresca. Vend imens de små tomattern med koriander i en skål. Riv lidt limeskal ned i skålen, og halvér limefrugt. Smag salsaen til med limesaft.
Quesadillas. Varm en pande op til middel varme, tilsæt olie, og læg en tortilla på panden. Kom en passende mængde bønnesauce på midten, top med lidt spinat, og drys en smule ost over. Læg herefter en tortilla ovenpå, og tryk den let sammen.
Steg quesadillaen ved lav til middel varme på den ene side, 2 til 3 minutter. Vend quesadillaen, og steg den i yderligere 1 til 2 minutter på den anden side. Lav resten af quesadillaerne på samme måde.
Skær quesadillaer i trekanter, og spis dem med salsa fresca til.