Sæt lidt vand over til rispapir, og skyl frugt og grønt.
Peanutdip. Halvér limefrugt, og pres limesaft. Riv cirka 1 teskefuld ingefær helt fint.
Rør jordnøddesmør med limesaft, ingefær og lidt tamari. Justér med 2 til 3 spsk. vand. – dippen skal være tyndtflydende, og man skal kunne smage salten fra tamari, men uden at overdøve peanutsmagen.
Grøntsagsfyld. Pluk mynte, og skær chili i tynde skiver. Kom begge i skåle til servering.
Skræl og skær gulerødder samt agurk i tynde strimler. Snit salat fint. Kom gulerødder, agurk og snittet salat i skåle til anretning.
Tofu. Skær tofu i skiver, og del dem derefter på langs i stave.
Varm en pande op med 2 teskefuld olie, og steg tofu på alle sider ved middel varme, 3 til 4 minutter i alt.
Sæt et fad med lunkent vand på bordet til rispapir. Sæt også grøntsagsfyld, peanutdip, chili, mynte og stegt tofu på bordet. Fyld rispapiret med grønt, chili, mynte og tofu, og rul sammen. Spis rispapirsrullerne med peanutdip til.