Sæt vand over til kartofler og broccoli, og skyl frugt og grønt.
Kartofler og broccoli. Kog kartofler møre i saltet vand i cirka 15 minutter, og lad dem trække færdige i vandet i cirka 5 minutter. Dræn vandet fra.
Skær imens broccolibuketter i kvarte gennem stokken. Læg broccoli ovenpå kartoflerne, og kog dem med under låg de sidste 5 til 6 minutter af kogetiden.
Æble-peberrodmos - del 1. Skræl og skær æble i tern. Kom dem i en gryde med cirka ½ dl vand, og kog dem under låg i 6 til 8 minutter, eller til de koger ud. Rør ofte, og tilsæt eventuelt mere vand, hvis de er i fare for at brænde på.
Bløde løg. Pil og skær imens løg i tynde skiver.
Varm olie op på en pande, og steg løg stille og roligt i cirka 15 minutter, til de er møre og gyldne. Smag til med salt og peber.
Æble-peberrodmos - del 2. Rør eller pisk æblerne sammen til en grov mos. Du kan også bruge en blender – så bliver mosen helt ensartet og glat.
Skræl og riv peberrod fint. Smag æblemosen til med peberrod – lad den gerne rive lidt i næsen. Kom mosen i en skål til servering, og lad den køle lidt af.
Rødbedebøffer. Tag de bløde løg af panden, og hold dem lune mellem to tallerkener. Tør panden af. Varm lidt ny olie op på panden, og steg rødbedebøffer gyldne og gennemstegte ved lav til middel varme, 2 til 3 minutter på hver side.
Anret rødbedebøffer på tallerkener, og top med bløde løg. Servér kartofler, broccoli og æble-peberrodmos til.