Sæt vand over til risotto (cirka 5 dl pr. person), og skyl alt grønt.
Solsikkekerner. Rist solsikkekerner i en tør gryde, til de er let gyldne. Krydr med salt, og kom dem i en skål til servering.
Klargøring af grønt. Pil løg og hvidløg, og hak begge fint. Skræl de stribede rødbeder, og skær dem enten i papirtynde skiver på et mandolinjern, eller skær dem i tynde tændstikker med en skarp kniv. Riv de almindelige rødbeder groft.
Rødbederisotto - del 1. Varm olie op i gryden fra solsikkekerner, og sautér risottoris i 1 til 2 minutter.
Tag risene op af gryden. Tilsæt mere olie, og sautér løg, hvidløg, citrontimiankviste og revet rødbede under omrøring i 3 til 4 minutter.
Tilsæt risottoris, og tilsæt så kogende vand lidt ad gangen, mens du jævnligt rører rundt. Lad risottoen simre, til risene er møre, cirka 20 minutter.
Marinerede stribede rødbeder. Vend de stribede rødbeder med lidt olivenolie og en lille smule eddike.
Rødbederisotto - del 2. Tilsæt ricotta til den færdige risotto, og rør rundt, til den er cremet. Smag til med salt, sort peber og lidt eddike.
Anret rødbederisotto i dybe tallerkener, og top med marinerede rødbeder. Drys med ristede solsikkekerner, og servér.