Sæt vand over til sorghum, og skyl sorghum samt frugt og grønt.
Sorghum. Sæt sorghum over i kogende, letsaltet vand, og kog den under låg ved svag varme i 15 til 20 minutter. Hæld vandet fra. (1p skal kun servere halvdelen).
Hak løg. Skær peberfrugt i små tern.
Peberfrugtrelish. Kom løg og peberfrugt i en lille gryde, og tilsæt eddike, honning, og vand så det lige akkurat dækker. Kog i 5 minutter uden låg. Smag relishen til med salt og peber, og kom den i en lille skål.
Misodressing. Hak hvidløg fint. Rør hvidløg sammen med misopastaen i en lille skål. Spæd til med vand, til du har en flydende dressing.
Schnitzler med stegte pærer. Halvér pære, fra top til bund.
Varm en pande op (3/4 p: eventuelt 2 pander, eller steg kødet først i halvdelen af olien og derpå pærerne i resten af olien – panden behøver ikke være tørret af), tilsæt olie, og steg kødet cirka 3 minutter på hver side ved middel varme. Steg pærerne på panden sammen med kødet, læg skærefladen nedad først, og steg dem i 4 til 5 minutter på hver side. Krydr kødet med salt og peber undervejs.
Anret schnitzler og pærer, og dryp med misodressing. Spis med sorghum og peberfrugtrelish til.