Sæt vand over til ris, og skyl risene samt frugt og grønt.
Ris. Sæt risene over i 4 dl letsaltet, kogende vand, og kog dem under låg ved svag varme i cirka 14 minutter.
Stegt græskar. Halvér græskarret, og skrab kernerne ud. Skær græskarret i cirka 2 cm tykke både, og halvér bådene.
Varm 1 spsk. olie op på en stor pande, og steg græskarret i cirka 15 minutter ved middel varme, til det er gyldent og mørt. Vend det undervejs.
Skræl imens ingefæren, og hak den fint. Pil hvidløget, og hak det fint. Vend ingefær og hvidløg med det stegte græskar, og dryp eventuelt med 1 til 2 spsk. soja, hvis du har. Krydr med salt og peber.
Fish cakes med rejer og sesam. Kom sesamfrøene på en lille tallerken. Form fiskefarsen til flade deller på størrelse med en stor femmer, og vend dem i sesamfrøene.
Varm olie op på en pande, og steg fish cakes i 3 minutter på hver side ved middel varme, til de er gyldne og gennemstegte.
Mizunasalat. Snit det nederste af mizunastilkene fint (cirka halvdelen) og snit bladtoppen groft. Skær agurken i halve skiver, og halvér limefrugten.
Rør limesaften med lidt olie i en skål, og vend mizunaen og agurken med dressingen. Krydr med salt og peber.
Servér fish cakes med ris, stegt græskar og mizunasalat.