Skyl alt grønt, og sæt vand over til nudler.
Jordnødder. Rist jordnødder gyldne i en tør pande, og kom dem i en skål.
Klargøring af grønt. Pil gult løg og roséløg. Skær gult løg i tynde skiver og roséløg i tynde både. Snit kål fint, og skær gulerødder i tynde tændstikker, eller riv dem groft. Tag halvdelen af gulerødderne fra i en skål til topping.
Varm panden fra jordnødder op igen, tilsæt lidt olie, og steg roséløg i 1 til 2 minutter. Tilsæt resten af gulerødderne, og steg videre i 1 til 2 minutter. Krydr med lidt salt, og kom stegte gulerødder og roséløg i en skål.
Forårsruller. Varm panden op igen, tilsæt ny olie, og sautér kål og gult løg i 1 til 2 minutter. Tilsæt lidt bangkok-krydderi, og steg videre i 3 til 4 minutter, til kålen er faldet sammen. Smag til med salt og eventuelt mere bangkok-krydderi.
Rør 1 til 2 spsk. mel og 1 til 2 spsk. vand sammen til en melklister i en skål.
Fyld forårsrulledejene med krydret kål og løg – gem eventuelt overskydende fyld til nudlerne. Rul dem sammen, og luk dem med melklister.
Tør panden fra kål hurtigt over. Varm den op igen, tilsæt olie, og steg forårsruller gyldne i 3 til 4 minutter på hver side.
Nudler med gulerødder og løg. Kom imens rigeligt spilkogende vand i en gryde, tilsæt salt og nudler, og kog op i 1 minut. Sluk for varmen, og lad nudlerne trække i vandet i 3 minutter. Hæld vandet fra.
Vend nudler med stegte gulerødder og roséløg – og eventuelt overskydende fyld fra forårsruller – og smag til med lidt eddike, salt og lidt bangkok-krydderi.
Anret nudler på tallerkener, og drys med rå gulerødder og ristede jordnødder. Anret forårsruller ved siden af, og servér sød chilisauce til som dip.