Sæt vand over til quinoa, og skyl quinoa, frugt og grønt.
Quinoa. Kom quinoaen i en gryde, overhæld med 3 dl kogende vand, og tilsæt salt. Kog den under låg i 10 minutter, og lad den trække under låg i 5 minutter. Kom quinoa i en skål, og lad den køle lidt ned.
Løg-bhaji. Pil løg, halvér dem, og skær dem i tynde skiver. Rør kikærtemel med 1 dl vand, et nip salt og bombay-krydderi. Tilsæt løg, og vend rundt, til det er dækket af dejen.
Varm en pande op, og tilsæt en god mængde olie. Sæt store skefulde af løgdej på panden, og steg dem sprøde og gennemtilberedte på begge sider, 4 til 5 minutter per side.
Læg de færdige løg-bhaji på fedtsugende papir, og hold dem eventuelt lune i ovnen på 100 grader, mens resten af løg-bhajierne steges.
Melon, kål og mynte. Halvér melon, kassér kerner og skræl, og skær melon i mundrette stykker. Pluk og hak mynte groft. Snit spidskål fint.
Vend quinoa med melon, spidskål og mynte, og smag til med salt, olivenolie, peber og limesaft.
Servér varme løg-bhaji med quinoasalat til. Stil eventuelt chilisauce på bordet til at dyppe i, hvis du har.