Sæt vand over til mungbønner, og skyl alt grønt.
Mungbønner. Kom mungbønnerne i en gryde med rigeligt, letsaltet vand, og kog dem møre, cirka 30 minutter. Kog uden låg de første 10 minutter. Kassér kogevandet.
Riv gulerødderne groft. Skær den øverste top af porren, og kassér den. Snit resten fint, og skyl det eventuelt en ekstra gang. Skær halvdelen af agurken i tern, og riv resten groft. Pluk mynten, og snit den groft.
Pakoras. Rør en pakoradej af kikærtemel, 100 g hvedemel, bombay-krydderi, ½-1 teskefuld salt og 2 til 3 dl vand. Spæd eventuelt til med lidt mere vand – dejen skal have konsistens som yoghurt.
Vend gulerødderne og halvdelen af porren i pakoradejen.
Varm en pande op, og tilsæt olie. Sæt store skefulde pakoradej på panden, og steg dem gyldne og gennemtilberedte, 3 til 4 minutter på hver side. Dryp dem eventuelt af på fedtsugende papir.
Mungbønner med porre. Tag imens mungbønnerne op af gryden, og kom dem i en skål. Varm gryden op igen, tilsæt olie, og sautér resten af porren, til den er mør, 3 til 4 minutter.
Tilsæt mungbønnerne og agurketernene til gryden med porre, og smag til med salt og sort peber.
Agurke-raita. Vend den revne agurk med yoghurten og mynten, og smag til med lidt salt.
Servér de sprøde pakoras med agurke-raita som dip, og servér mungbønnerne ved siden af.